Korninghus
Fællesskaber i nye rammer
Korningshus vil:
• Styrke fællesskabet og kulturudbuddet og være med til at skabe lokal glæde.
• Fastholde den nuværende befolkning og tiltrække nye familier.
• Skabe øget trivsel mentalt og fysisk, hvor inde-og udeliv kan kobles til ”Kornings grønne hjerte” på de eksisterende naturstier, som har en rute forbi huset.
Projektets formål er at skabe et miljøvenligt hus med gode faciliteter, hvor alle byens borgere uanset alder og køn kan mødes i et socialt fællesskab både inde og ude.
Tanken er at skabe nogle gode rammer for fællesskab i klubber, foreninger, borgere, børnefamilier, unge, dagplejere, institutioner, skolen, kirken og andre aktivitets- og interessegrupper med mulighed for at mødes formelt og uformelt i rummelige og lyse lokaler med adgang til aktivitetsrum, it-faciliteter, køkken, kiosk, café, toiletter og udefaciliteter.
Et hus, hvor man inviterer nabobyerne ind til samarbejde om nye projekter og udbygger det, der allerede er sat i gang. Et hus placeret ved byens stadion, hvor der er fodbold og mange udendørs aktiviteter samt en legeplads. Husets placering er god i forhold til de løbe/ vandrestier, som byen har etableret i årenes løb, så man kan stoppe op og tage en pause ude eller inde, når vandreturen går forbi.
Stisystemet går langs med Gesager Å i den smukke Korning Ådal, som giver rige muligheder for at løbe og vandre eller blot nyde naturen i kuperet terræn med mulighed for der, at tænde bål og overnatte i 2 fine shelters. En af ruterne går forbi Stadion på Ussingvej, hvor der etableres nye udendørs aktiviteter, og et kommende Korninghus bliver dermed også en del af Kornings grønne hjerte.
Korninghus vil blive et pulserende samlingspunkt for Korning og omegn – et sted, hvor fællesskab, kultur og aktivitet mødes. Huset skal være fleksibelt og bæredygtigt, med plads til både rolige stunder og livlige arrangementer. Her kan alle finde noget: fra foredrag og teater til E-sport og yoga, og fra børns leg til seniorers motion. Vi er overbeviste om, at Korninghus vil være en katalysator for byens vækst og trivsel – en magnet for både nye borgere og lokalt engagement.
Korninghus december 2025.
